Simregryde m/ nakkefilet og porter og bagt kartoffelmos med selleri

I de næste måneder, hvor det er koldt og mørkt udenfor, er der ikke noget bedre end en portion varm og nærende simremad.

Simremad er langsom mad som tager tid inden den kan serveres. Men det er ikke mad, der tager meget af din tid, for selve tilberedningen med at skære kød og urter og brune det, er en overkommelig opgave. Derefter passer retten nærmest sig selv og der vil brede sig en fantastisk duft i hele huset.

Når retten er næsten færdig med at simre, skal der blot laves tilbehør. Det kan evt. bare være lidt brød, men jeg har her valgt at lave en bagt kartoffelmos tilsat selleri.

Simremad er fantastisk som hverdagsmad, men kan også sagtes bruges som gæstemad – sæt gryden direkte på bordet,  rustikt og dejligt.

Retten her passer til 6 personer

Simregryde m/ nakkefilet og porter

Det skal du bruge

  • 1 kg nakkefilet
  • 200 g bacon i tern
  • 2 store løg
  • 2 fed hvidløg
  • 3 gulerødder
  • 2 pastinakker
  • 250 gchampignons
  • ca. 2 spsk smør
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 porter
  • bouillon
  • Timian kviste
  • 1 bundt persille
  • Salt og peber

Sådan gør du

Hak løg og hvidløg.
Skær gulerødder og pastinak i tern. Rens champignons og skær i kvarte.
Svits bacontern til de er sprøde. Tag dem op og læg dem på fedsugende papir.
Skær nakkefileten i store stykker – 5-6 cm og svits nogle stykker af gangen i baconfedet til der er dannet en stegeskorpe.
Tag kødet op og læg det til side.
Sauter løg, gulerødder og pastinak i smør. Tilsæt tomatpuré og lad det svitse med et par minutter.
Læg kødet tilbage i gryden.
Tilsæt porter og lad det koge op. Fyld op med kalvebouillon til kødet er helt dækket.
Bind persille og timiankviste sammen med lidt madsnor og læg det i gryden og lad nu det hele simre ved svag varme i ca. 1 1/2 – 2 timer under låg. Persille og timian tages op igen inden servering.
Svits champignons på en tør pande. Tilsæt dem til retten og lad det hele koge yderligere 1/2 time uden låg, så sovsen koger lidt ind.
Smag til med salt og peber.
Sovesen kan evt. jævnes en smule, hvis den virker for tynd
Vær meget forsigtig, når der røres i gryden, så kødet ikke falder fra hinanden.

Drys med sprøde bacontern og hakket persille ved servering.

Bagt kartoffelmos

Det skal du bruge

  • 2 kg kartofler
  • 500 g selleri
  • 3 æg
  • 100 g smør
  • Salt og hvid peber
  • Hakket persille

Sådan gør du

Skræl kartofler og selleri og skær dem i store tern. Kog i usaltet vand til det hele er mørt.
Pisk kartoflerne og selleri med smør og æg.
Smag til med salt og hvid peber og blad det hakkede persille i blandingen.
Kom massen i små ildfaste forme og bag til de er smukt gyldne – kan evt. også laves i et stort ildfast fad.

 

Simregryde1


Simregryde2

Skrevet af Helle Thisted