Lasagne

Lasagne har altid været et stort hit i vores familie og sørger man for at tilsætte en masse grønsager kan det sagtes blive en god og sund ret. Server gerne med en god salat til.

Portionen her er temmelig stor, men jeg laver altid 2 fade af gangen og fryser den ene ned INDEN den bages. Når den skal bruges, tages den blot ud af fryseren om morgenen og bages som var den lige lavet. Dejlig nem og lækker aftensmad på en travl dag.

I hvert fad er der nok til 4-6 personer.

Det skal du bruge

200 g bladselleri
200 g gulerod
220 g løg
2-3 fed hvidløg
200 g bacon i tern
800 g oksekød
Oregano
Salt og peber
3 dl. rødvin
3 dl god kalvebouillon
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse koncentreret tomatpure
Ca. 1 dl mælk

80 g margarine
80 g mel, hvedemel
1 l mælk
150 g revet mozarella
Revet muskat
Salt og hvid peber

200 g frisk mozzarella
450 g lasagneplader – jeg bruger frisk lasagne

50 g smør
Fisk revet parmesan

Kødsauce

Riv gulerødder og bladselleri groft.
Hak løg og hvidløg fint.
Svist bacon i en stor stegegryde i lidt olivenolie.
Efter et par min. tilsættes det hakkede oksekød. Rør konstant til al kødet har taget farve.
Tilsæt løg, hvidløg, gulerødder, bladselleri, oregano, salt og peber og svits det hele ca. 10 min under jævnlig omrøring.
Hæld rødvin på og lad det koge næsten væk.
Tilsæt bouillon og lade det koge næsten væk.
Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré og lad nu det hele simre i ca. ½ time ved jævn varme.
1 dl. mælk tilsættes til sidst og koges med i ca. 5 min.
Konsistensen må ikke være for tør, så der kan evt. tilsættes en smule vand.
Smag til med salt og peber.

Bechamelsauce med ost

Smelt smørret i en gryde. Rør melet ud i smørret. Lad smørret bruse op og lad det simre et minuts tid. Melet må ikke tage farve.
Tilsæt langsomt mælken under konstant omrøring. Bring det i kog, og lad det koge et par minutter. Rør godt rundt imens så alle klumper bliver rørt ud, og sovsen bliver tykkere.
Tag gryden af varmen og tilsæt revet mozarella og revet muskat efter smag. Rør godt rundt til saucen er helt jævn (den skal evt. have lidt mere varme for at osten kan smelte)
Smag til med salt og lidt hvid peber.

Nu skal lasagnen samles.

Smør 2 ildfaste fade (ca. 20*30 cm) med lidt margarine eller olie
Læg et par skefulde bechamelsauce i bunden – det gør at det nederste lasagne ikke bliver så tørt.
Bunden dækkes med et lag lasagneplader. Dæk med et lag kødsauce og smuldret frisk mozarella eller lidt bechamelsauce (jeg skifter lidt mellem de 2 i de forskellige lag.
Bliv ved med at lægge lagvis og slut af med lasagneplader og et tykt lag béchamelsauce. Jeg plejer at ende med 4 lag lasagneplader. Fordel lidt smørklumper allerøverst og drys med reven parmasan.

Bages i ovnen i ca. 45 min ved 200 grader.

Skrevet af Helle Thisted